Brochure om Forældrenævnet


Fakta om FNÅ
FNÅ er en interesseorganisation for forældre med børn i SFO, dagpleje og daginstitutioner.
FNÅ repræsenterer både private, selvejende og kommunale daginstitutioner.
FNÅ arbejder på vegne af alle forældre i medlemsinstitutionerne.
Medlemskab besluttes af dagtilbudsbestyrelser og SFO-forældreråd.
Ca. 90 % af alle institutioner og SFOer er medlemmer.

FNÅs bestyrelsen vælges hvert år på generalforsamlingen af forældre fra medlemsinstitutioner.
Bestyrelsen arbejder frivilligt og ulønnet. FNÅ har en deltidsansat daglig leder med ansvar for den daglige drift og kommunikation.

FNÅ blev grundlagt som organisation i 80’erne. Forældreorganisationer forefindes i de fleste større byer i DK.

Hvad får FNÅs medlemmer – kort version
Som medlem bidrager man til, at Århus har en stærk forældreorganisation, der sikrer at forældrenes oplevelser og synspunkter bliver repræsenteret i den offentlige debat. FNÅ er den direkte vej til beslutningstagerne på børneområdet. FNÅ går altid gerne ind i konkrete sager og repræsenterer, vejleder og støtter forældrene.

12 gode grunde til medlemskab

  1. Fordi forældrene er børnenes vigtigste talspersoner.
  2. Fordi det er vigtigt, at der er et fælles talerør for forældre i Århus.
  3. Fordi forældrene skal høres og have indflydelse på beslutninger, der angår børnene.
  4. Fordi politikere og ansatte i Århus kommune har brug for en forældreorganisation, som repræsenterer forældrene og beriger dem med historier fra det virkelige liv.
  5. Fordi jo flere medlemmer der er, jo større er organisationens indflydelse og gennemslagskraft.
  6. Fordi I som medlemmer støtter FNÅs arbejde med at sikre kvaliteten i Århus’ børneinstitutioner.
  7. Fordi I kan bruge os til råd og vejledning om bestyrelsesarbejde, lovgivning mv.
  8. Fordi FNÅ opdaterer medlemmerne om aktuelt stof på børneområdet.
  9. Fordi FNÅs besidder stor viden om, og har gjort sig mange erfaringer med de politiske og kommunale systemer, som medlemmerne kan få gavn af.
  10. Fordi FNÅ er bestyret af engagerede, dedikerede og ansvarsbevidste forældre.
  11. Fordi FNÅ er en kritisk, men altid konstruktiv organisation, som arbejder for børnenes bedste.
  12. Fordi FNÅs engagement og arbejde er velkendt og respekteret i hele Århus kommune.

Holdning og mål
Forældre er ikke en ensartet gruppe med samme holdninger, men vi har det tilfælles, at vi mener, at børnene skal ha’ de bedste vilkår, også når de overlades til personalet i de pædagogiske tilbud i Århus. Det er kernen i FNÅs arbejde: der arbejdes for forbedringer i dagpleje, dagtilbud og SFOer og imod forringelser! Tænk stort – tænk på de små

FNÅs arbejde
FNÅ er uafhængig af partipolitik og af faglige organisationer. FNÅ samarbejder med alle partier i byrådet og alle øvrige aktører indenfor børneområdet og har løbende dialog med kommunen.

FNÅ varetager høringsret for dagtilbud og SFOer, indgår i temagruppemøder på forvaltningen, har foretræde for byrådets udvalg, deltager i dialogmøder og varetager konkrete henvendelser om individuelle forældreforhold etc. FNÅ optræder jævnligt i medierne og forsøger også af den vej at påvirke alle politikere og de ansatte i kommunen til at træffe beslutninger for børnenes bedste. Medlemmerne kan påvirke FNÅs arbejde ved at henvende sig til organisationen. FNÅ bestræber sig på altid at stikke en finger i jorden og altid at repræsentere den størst mulige gruppe af forældre.

Bestyrelsesarbejdet
Bestyrelsesmedlemmerne beslutter hvilke aktiviteter FNÅ skal kaste sig ud i, udvælger foreningens mærkesager og beslutter, hvilke holdninger FNÅ skal præsentere udadtil. Man kan som bestyrelsesmedlem ’være på’ hele tiden og med i alt, men det er almindeligt at være periodevis aktiv og kun at arbejde med specifikke områder.

 

Comments are closed.

Set your Twitter account name in your settings to use the TwitterBar Section.